LR Aab89´ers VS Thisted Brewers.
Dagens kamp i Landsrække nord for 9-mandshold stod imellem rækkens nr. 3 Aab89´ers som havde hjemmebane og rækkens nr. 2 Thisted Brewers.
På trods af at der var afgang fra Thisted allerede kl. 0730, og der skulle hentes kamptrøjer hos en juniorspiller, som fejlagtigt havde taget dem med hjem for vask, og at det lykkedes en af spillerne at efterlade sin sportstaske i Thisted, så var det et yderst veloplagt mandskab på 22 spillere fra Brewers som var klar til opgaven allerede fra kampens start.
Aab89´ers vandt lodtrækningen og valgte at sparke kick off. Bolden blev modtaget af Brewers Marco Rysgaard dybt på egen banehalvdel, og herfra lykkedes det ham i løb at føre bolden til Aab89´ers endzone og kampens første touchdown. På det efterfølgende 2 points forsøg lykkedes det for Michael Sørensen at løbe bolden ind til stillingen 8 – 0.
Den chokstart kom Aab89´ers sig aldrig over. På intet tidspunkt i hele kampen var de i nærheden af at score, hvilket ikke mindst skyldtes et stærkt spillende defensivt mandskab fra Thisted Brewers.
Kort efter den første scoring overtog Brewers bolden på egen 10 yard linie. Runningback Marco Rysgaard modtog igen bolden, og igen lykkedes det ham at løbe bolden igennem Aab89´ers forsvar for 90 yard senere at score sit og kampens andet toucdown til stillingen 14 – 0.
I andet quarter stod der igen Brewers på det meste af spillet. Det lykkedes Brewers at udbygge føringen til en pausestilling på 38 – 0 med scoringer fordelt på Marco Rysgaard, Michael Sørensen og en scoring efter interception, hvor Timmi Rysgaard på det defensive mandskab opsnappede et kast fra modstanderens quarterback og løb bolden 75 yard frem til scoring. Brewers havde i andet quarter succes med at score på sine 2 points forsøg efter touchdown. De blev fordelt imellem Nick Kristensen og Michael Sørensen.
Umiddelbart inden kampens pause blev Thisted Brewers center spiller Armin Bajramovic bortvist fra banen, idet kampens ene dommer så, at han slog mod ansigtet på en modspiller. Ingen andre så forseelsen ske. Brewers spilleren kan nu se frem til sanktion fra DAFF på karantæne i forhåbentlig kun en enkelt kamp.
Efter pausen fortsatte Thisted Brewers det flotte spil og det resulterede i en hurtig scoring ved Nick Kristensen, som resolut tog bestik af Aab89´ers forsvarsopstilling og i et 40 yards løb med bolden fandt et hul frem til endzone og touchdown. På det efterfølgende 2 points forsøg lykkedes det Brewers spillende headcoach Simon Sonnesen at score.
Stillingen var herefter 46 – 0 og kort efter havde Brewers defensive mandskab igen bremset et angreb fra Aab89´ers.
Brewers overtog bolden og på et flot langt kast lykkedes det quarterback Asger Nielsen at finde en helt fri receiver Christian Nielsen som greb bolden til touchdown og en slutstilling på 52 – 0 til Brewers.
Kampfakta:
Stillingen undervejs: 1. quarter (14 – 0), 2. quarter (38 – 0) og slutstilling (52 – 0) i 3. quarter til Thisted Brewers.
Scoringer:
Marco Rysgaard: 3 touchdown, i alt 18 point
Michael Sørensen: 1 touchdown og 3 x 2 ekstra point i alt 12 point.
Nick Kristensen: 1 touchdown og 1 x 2 ekstra point i alt 8 point
Timmi Rysgaard: 1 touchdown i alt 6 point
Christian Nielsen: 1 touchdown i alt 6 point
Simon Sonnesen: 1 x 2 ekstra point i alt 2 point.

Netto
HGB-glas
J.K. Automater
Thisted Motor Compagni A/S
Tved-bo Furn
Bodyman.dk