LR Brewers VS Bullets

05.30.2010

Thisted Brewers vandt over Viborg Bullets i LR.


Det var en mørk, blæsende og regnfuld dag på Brewers field, som søndag lagde græs til kampen i Landrækken imellem Thisted Brewers og Viborg Bullets.

Thisted Brewers vandt sidste weekend et tæt udebaneopgør mod Holstebro Dragons med en touchdown scoring, da der manglede 1 min. Og 50 sek., så kampen endte 12 – 16 i Brewers favør. 
Thisted Brewers havde før dagens kamp mod Viborg Bullets spillet 4 kampe i turneringen, vundet de 3 og tabt 1, så hvis Brewers skulle holde liv i slutspils drømmene var kravet en sejr i dagens opgør mod Bullets.

Det første opgør i denne sæsons turnering i Landsrækken, imellem de 2 klubber endte med en Brewers sejr på 0 – 20.

Brewers havde til dagens kamp en debutant, Henrik Skriver med, og han fik flere spil på Brewers offensive mandskab, og selvom det var første kamp viste han gode takter i bl.a. blokeringsspillet.

I kampens første halvleg stod de 2 mandskaber godt til hinanden. Begge holds offensive mandskaber havde problemer med at få spillet til at køre pga. de blæsende og regnvåde vejr, hvilket betød at de defensive mandskaber havde nemmere ved at stoppe angrebene.
Det lykkedes Thisted Brewers at lave en enkelt scoring i kampens første quarter ved Michael Sørensen, som løb bolden ind i Bullets endzone til scoring og føring på 6 – 0 til Brewers.
En stilling som holdt resten af halvlegens to quarter ud. Så begge mandskab gik til pause i hvad der efter første halvleg tydede på en lavt scorende kamp.

Men det var et forvandlet Brewers hold som indtog banen efter halvleg. I løbet af 3. quarter lykkedes til Brewers mandskabet at øge føringen til 28 – 0 på en flot holdindsats af både de offensive og defensive mandskaber.

Brewers scorede i 3. quarter 3 touchdown og yderligere 2 x 2 ekstra point. Det første touchdown blev lavet af Michael Sørensen efter, han modtog bolden i et kast fra Brewers quarterback, hvorefter han lavede et flot langt løb igennem Bullets forsvar til endzone. Efterfølgende øgede Brewers offensive mandskab med en sikker 2-points scoring, og igen var det ved Michael Sørensen.

Senere var Brewers igen i angreb, efter det var lykkedes forsvaret endnu engang at lukke totalt af for Bullets angreb. Runningback Nick Kristensen slap i løb med bolden igennem Bullets forsvar til touchdown, og han scorede også på det efterfølgende to points forsøg.

Den sidste scoring i kampens 3. quarter blev Brewers spillende headcoach Simon Sonnesen noteret for, da han tæt på Bullets endzone modtog bolden og løb igennem forsvaret til touchdown. 

Brewers fastholdt i kampens 4. og sidste quarter fokus på eget spil, både offensivt og defensivt. Dette bevirkede, at spillerne fra Bullets havde mere end svært ved at bevæge bolden frem mod Brewers endzone, da der blev lukket godt af i Brewers defensive ende.
Offensivt lykkedes Brewers også med både kast og løbespil mod et efterhånden noget modløst Bullets forsvar.

I 4. quarter udbyggede Brewers føringen til 50 – 0, hvorefter kampens dommer fløjtede kampen af på grund af ”Mercy-rule”. 
Af kampens sidste 3 touchdown blev de 2 scoret af Michael Sørensen, som i alt scorede 4 touchdown i dagens kamp. Den sidste touchdown blev scoret efter et kast på ca. 20 yard fra quarterback Morten Lundorff til revicer Christian Nielsen, som flot greb bolden i Bullets endzone til slutresultatet 50 – 0 til Brewers.

Thisted Brewers liniemand på den offensive linie Allan Thulsted Christensen fejrede i dag sin fødselsdag. I den anledning fik han af headcoach Simon Sonnesen lov til at forsøge sig som runningback i forbindelse med et 2 points scoringsforsøg efter touchdown.
Og det lykkedes fødselaren at nå ind i endzone med bolden i hænderne til sin første scoring nogensinde i amerikansk fodbold.
Scoringen blev behørigt fejret med maner, da holdkammerater og de fremmødte Brewers supportere sang fødselsdagssang for Allan T. Christensen umiddelbart efter scoringen.

Kampfakta: 
Stillingen undervejs: 1. quarter 6 – 0, 2. quarter 6 – 0, 3. quarter 28 – 0 og 4 quarter endte med en slutstilling på 50 – 0 til Brewers.

Scoringer: 
Michael Sørensen: 4 touchdown og 1 x 2 point, i alt 26 point.
Nick Kristensen: 1 touchdown og 1 x 2 point, i alt 8 point
Simon Sonnesen: 1 touchdown, i alt 6 point
Christian Nielsen: 1 touchdown, i alt 6 point
Mathias Kanstrup: 1 x 2 point, i alt 2 point
Allan T. Christensen: 1 x 2 point, i alt 2 point.

Sponsorer:

SparThy.png

Netto

HGB-glas

J.K. Automater

Thisted Motor Compagni A/S

Tved-bo Furn

Bodyman.dk

© 2012 Thisted Brewers.    Alle rettigheder reserveret.