
Thisted Brewers seniorhold tog i dag søndag den 1. maj på hjemmebane ved Østre Skole imod holdet fra Skjern Trojans i DS Nord.
Brewers havde 25 spillere klar i truppen, mens holdet fra Trojans kun mønstrede 15 spillere, da de var ramt af en del afbud.
Det stod i kampens første halvleg hurtigt klar, at Brewers havde en kollektiv offday og havde stort besvær med at få spillet til at køre. Samtidig lykkedes det Trojans store liniefolk at bide skeer med både de offensive og defensive liniemænd fra Brewers.
Der blev ikke lagt fingre imellem inde på banen, og det resulterede i mange spektakulære, hårde men fair tacklinger, som gav de fremmødte tilskuere noget at kommenterer på.
Trojans lykkedes indimellem også med flotte løbespil, som undervejs i kampen gav mange yard, men uden at det dog resulterede i scoringer.
På Brewers første angreb i kampen lykkedes det med noget besvær, at få presset Trojans forsvar helt tilbage på egen banehalvdel og på et smart løbespil lykkedes det Brewers quarterback Asger Nielsen at trække hele Trojans forsvar den ene vej, mens bolden blev afleveret i favnen hos Brewers Lasse Røge, som kunne løbe bolden ind i den del ved endzonen, hvor der ingen Trojans spillere var.
Brewers førte herefter 6 – 0 og missede desværre det efterfølgende 2 points forsøg, som blev bremset af Trojans forsvar.
Kort efter fik Brewers igen bolden og kom i angreb. På Trojans banehalvdel modtog Jukka K. Rysgaard bolden efter et kort kast fra quarterback Asger Nielsen, og det lykkedes ham herefter at løbe bolden 25 yard fremad og igennem Trojans forsvar til touchdown og føring på 12 – 0.
Endnu engang måtte Brewers konstaterer, at det ikke lykkedes at score på det efterfølgende 2 points forsøg.
I andet quarter fik Trojans skadet nogle spillere for resten af kampen efter tæt nærkontakt i tacklinger med Brewers defensive mandskab og det betød flere spillestop og et langt quarter. Det lykkedes Brewers angreb at score yderligere et touchdown, idet Nick Kristensen i et 20 yard langt løb nåede ind igennem Trojans forsvar og ind i endzone, hvorved Brewers udbyggede føringen til 18 – 0.
På det efterfølgende 2 points forsøg slap runningback Michael Sørensen igennem og udbyggede føringen til 20 – 0.
Efter halvlegen, kort inde i kampens 3. quarter, blev Trojans quarterback ramt af en alvorlig skade i ryggen. En skade, som betød et langt spillestop, mens der blev givet behandling på banen, og da quarterbacken måtte hjælpes fra banen, blev det klart for alle, at han ikke kunne fuldføre kampen.
Da Trojans herefter kun var 10 spillere tilbage uden skader, meddelte de til kampens dommer, at de opgav at fuldføre kampen.
Kampen blev fløjtet af og Thisted Brewers tildelt sejren med cifrene 30 – 0, som reglerne foreskriver når et af holdene opgiver at fuldføre kampen.
Thisted Brewers har efter de første 2 kampe i turneringen maksimumpoint og indtager gruppens førsteplads i danmarksserien nord.
Brewers næste kamp i danmarksseriens gruppe nord spilles lørdag den 21. maj, hvor holdet i sin første udebanekamp igen skal møde dagens modstander Skjern Trojans.
Kampfakta: 1. quarter (12 – 0), 2. quarter (20 – 0) 3. quarter (Skjern Trojans opgav) og ifølge reglerne tildeles Brewers så sejren med 30 – 0.
Scoringer:
Lasse Røge, 1 touchdown i alt 6 point.
Jukka K. Rysgaard, 1 touchdown i alt 6 point.
Nick Kristensen, 1 touchdown i alt 6 point
Michael Sørensen, 1 x 2 point, i alt 2 point.

Netto
HGB-glas
J.K. Automater
Thisted Motor Compagni A/S
Tved-bo Furn
Bodyman.dk