Senior: Thisted Brewers VS Aab89ers.

06.04.2011

Topopgør i Danmarksseriens gruppe Nord.

 

I noget nær perfekte vejrmæssige forhold tørnede 2 af de 3 ubesejrede hold i Danmarksseriens gruppe nord sammen i dag, da Thisted Brewers på hjemmebane fik besøg af gæsterne fra Aab89ers.

 

Thisted Brewers to sidste kampe på udebane mod henholdsvis Skjern Trojans og Viborg Bullets gav begge sejre på mercy, da Brewers førte med 50 point inden kampene var færdigspillet.

Men trænerstaben havde i de to kampe ikke været helt tilfreds med spillet, og derfor var kampen i dag på hjemmebane imod Aab89ers imødeset med stor spænding, idet resultatet ville give et fingerpeg om, hvorvidt mulighederne for at nå sæsonens mål, en plads i slutspillet, var reelle.

 

Kampen, som var særdeles publikumsvenlig, blev afviklet i et højt tempo, hvor der var tæt kamp om stort set hver eneste bold. Der blev gået hårdt til stålet i både tacklinger og blokeringer, men spillerne fra de 2 hold afviklede kampen på fair vis og i en god tone.

 

I kampens første quarter blev modstanderne set an og prøvet af. Der var tæt kamp om positionerne, og begge hold havde særdeles kompetente defensive mandskaber, som forstod at læse spillet og bremse de fleste forsøg for nye første downs. Det lykkedes i de allersidste sekunder af første quarter for Thisted Brewers at komme på scoringstavlen. Efter et længere angrebsspil endte bolden hos Brewers Michael Sørensen, som på et kort løbespil lykkedes med at få bragt bolden ind i Aab89ers endzone til touchdown og Brewers føring på 6 – 0.

 

I kampens andet quarter lykkedes det for Brewers at tilkæmpe sig bedre udgangs-

positioner for angrebsspillet. Takket været et fantastisk godt spillende forsvar lykkedes det Brewers næsten at lukke helt ned for Aab89ers angrebsspil, og i flere tilfælde at sikre sig retten til bolden på Aab89ers banehalvdel.

Dette var stærkt medvirkende til at føringen blev udbygget i andet quarter til en pausestilling på 20 – 0 til Brewers.

Scoringerne i andet quarter blev lavet af henholdsvis Michael Sørensen på et 12 yard løb og af Asger S. Nielsen, som i endzone greb et ca. 15 yard lang kast fra quarterback Morten Lundorff.

Og så var Brewers aggressive og hurtige forsvarslinie årsag til at Aab89ers quarterback blev tacklet i egen endzone med bolden, hvilket resulterede i en safety og 2 point i Brewers favør.

 

I pausen var der flot opvisning ved en flok danseglade piger fra Studie 7, hvilket gav god stemning blandt de fremmødte tilskuere.

 

Kampens 3 quarter blev en tæt affære, hvor ingen af holdene formåede at komme igennem modstandernes forsvar til scoring.

 

I kampens 4 quarter fandt Brewers tilbage til takterne fra andet quarter, og de formåede at presse Aab89ers og derved tilkæmpe sig bedre udgangspositioner når de var i boldbesiddelse. Dette resulterede bl.a. i et flot gennemført angrebsspil, som blev sluttet af med touchdown scoring ved Jukka K. Rysgaard til Brewers føring på 26 – 0.

 

Efterfølgende kom Aab89ers i angreb, men formåede ikke at komme igennem Brewers forsvar, hvorfor de puntede (sparkede) bolden ned til Brewers egen 20 yard linie, hvorfra næste Brewers angreb så blev sat ind.

På det allerførste forsøg blev bolden givet til Brewers runningback Nick Kristensen, og det lykkedes ham at finte sig igennem Aab89ers defensive linie og herefter var der frit løb til toucdown i endzone 80 yard fremme. Brewers førte herefter 32 – 0.

På det efterfølgende 2 points forsøg lykkedes det Michael Sørensen at føre bolden ind i endzone og Brewers førte så 34 – 0. En stilling som holdt kampen ud.

 

Efter kampen uddelte trænerstaben ros til hele holdet for sæsonens hidtil bedste kamp. Der var kampbold til Jukka K. Rysgaard for indsatsen på det defensive mandskab, og kampbold til Nick Kristensen for indsatsen på det offensive mandskab. Særlig ros til Brewers debutant Casper Riis, som netop er startet i Thisted Brewers efter tidligere at have spillet i Aab89ers. Casper Riis greb et par lange kast i kampen og sikrede nye første downs i et par situationer hvor Brewers var presset af Aab89ers forsvar.

 

 

Kampfakta:

Stillingen undervejs:

1. quarter (6 - 0) 2. quarter (20 - 0) 3. quarter (20 – 0) og 4 quarter og slutstilling (34 – 0).

 

Scoringer:

Michael Sørensen: 2 x touchdown og 1 x 2 ekstra point i alt 14 point

Asger S. Nielsen: 1 x touchdown i alt 6 point

Jukka K. Rysgaard: 1 x touchdown i alt 6 point

Nick Kristensen: 1 x touchdown i alt 6 point

Safety i alt 2 point.

 

 

Sponsorer:

SparThy.png

Netto

HGB-glas

J.K. Automater

Thisted Motor Compagni A/S

Tved-bo Furn

Bodyman.dk

© 2012 Thisted Brewers.    Alle rettigheder reserveret.