Brewers sejr i Odense
Lørdag tog Thisted Brewers seniorhold i Regional Række Vest den lange vej til udekampen mod Odense Thrashers. Seniorholdet stillede igen med 20 spillere, som på trods af ”rejsetrætte” ben ydede en stor holdindsats og efter ca. 2 timers spilletid kunne trække sig sejrende ud af opgøret. Kampens hoveddommer afsluttede kampen på mercy reglen ved stillingen 0 – 50 til Brewers. (Mercy reglen, som betyder, at en kamp afsluttes når det ene hold har en føring på 50 point eller mere).
Begge hold havde, inden det indbyrdes opgør, hver en sejr i turneringens første runde, så der var på papiret lagt op til en lige kamp, men spillerne fra Brewers ville det anderledes, selvom spillerne fra Thrashers ydede kvalificeret modstand.
I kampens 1. Quarter viste Brewers runningback Marco Rysgaard, at det ikke var tilfældigt, at han i turneringens første kampe mod Hobro Steelers scorede 7 touchdown, idet han scorede begge Brewers touchdown mod Thrashers, til stillingen 0 – 12.
Særligt scoringen til 0 – 12 var bemærkelsesværdig, idet Thisted Brewers startede fra egen banehalvdels 5 yards markering. Herfra skulle man så bringe bolden 75 yard ned til Thrashers endzone til touchdown, og det lykkedes for Marco Rysgaard på et enkelt løb med bolden. Et eminent løb hjulpet godt på vej af nogle særdeles vellykkede tacklinger og blokeringer fra hele Brewers offensive linie.
I kampens 2. Quarter udbyggede Brewers føringen til en halvvegs resultat på 0 – 36.
I andet quarter var det især Brewers defensive spil som var stærkt medvirkende til at føringen blev udbygget. Brewers Linebacker Jukka Rysgaard havde bl.a. 2 interceptions (hvor man som forsvarsspiller griber en bold, som modstanderens quarterback forsøger at kaste til medspiller). Den ene af de grebne bolde på interceptions blev efterfølgende løbet ned i Thrashers endzone til et 6 points touchdown.
Thisted Brewers viste rigtig flot opdækningsspil på forsvarslinien, hvor der blev lagt de helt rigtige blokeringer og tacklinger, hvilket var stærkt medvirkende til at Thrashers offensive spil faldt fra hinanden og helt afholdt Thrashers fra scoringer.
I kampens 3. Quarter var det et spørgsmål om, hvor længe Thrashers hold kunne modstå Brewers presset og undgå nederlag på 50 point. Sidst i dette quarter var det så slut efter et flot angrebsspil, hvor Brewers quarterback Christian Hjortdal med et præcist langt kast fandt reciver Michael Sørensen, som, efter han greb bolden, lavede et par besnærende kropsfinter som helt snød 2 Thrashers forsvarsspillere, hvorefter han solo kunne løbe bolden ind i endzone til kampens slutresultat på 0 – 50.
Kampfakta – scoringer Thisted Brewers.
Marco Rysgaard, 4 touchdown, i alt 24 point.
Christian Hjortdal, 1 touchdown og 2x2 ekstrapoint, i alt 10 point.
Jukka Rysgaard, 1 touchdown og 1x2 ekstrapoint, i alt 8 point.
Michael Sørensen 1 touchdown, i alt 6 point.
Tobias Madsen, 1x2 ekstrapoint, i alt 2 point.

Netto
HGB-glas
J.K. Automater
Thisted Motor Compagni A/S
Tved-bo Furn
Bodyman.dk