Triangle Razorbacks VS Thisted Brewers senior

09.05.2009

Triangle Razorbacks VS Thisted Brewers senior Regional Række kamp lørdag den 5. September 2009.

Brewers sejr nr. 9 i denne sæson.

Thisted Brewers seniorhold mødte i dag frem med 21 spillere i truppen til kampen mod Triangle Razorbacks i Vejle. Med i truppen var der 3 debutanter, Anders Jensen, Kim Kristensen og Troels Kjeldsen, og de kom alle på banen til deres første kamp.
Triangle Razorbacks, som vel nok pt. er danmarks førende klub indenfor amerikansk fodbold, formåede kun at stille med en trup på 10 spillere, hvilket dog ikke afholdt dem fra at yde, en til tider, ganske fornuftig indsats.
I kampen, som blev afviklet på en sportslig korrekt og fair måde, men hvor der blev gået til stålet i tacklingerne, stod det hurtigt klart, at Brewers var for stor en mundfuld for Vejle holdet, og kampen blev fløjtet af kort ind i tredje quarter, da Brewers scorede kampens sidste point til slutstillingen og dermed sejren på 58 – 6.

Brewers fik stoppet Vejle holdets første angrebsforsøg efter få yard og overtog bolden da første quarter var få minutter gammelt. Og allerede på første angrebsserie scorede kampens Brewers profil runningback Marco Rysgaard det første touchdown på et løb ind i endzone.
Triangle Razorbacks forsøgte sig herefter igen med en angrebsserie, men som i første forsøg blev holdet stoppet af et effektivt Brewers forsvar, som sikrede bolden til et nyt Brewers angreb, hvor Marco Rysgaard, nærmest i en tro kopi af første scoring, igen løb bolden ind i endzone til kampens andet touchdown. Inden første quarter sluttede nåede Triangle Razorbacks at forsøge endnu en angrebsserie, men her lykkedes det Brewers forsvarsspilleren Timmi Rysgaard at gribe et kast fra Triangle Razorbacks quarterback og derved lave en interception.
Stillingen efter første quarter var 0 – 12 til Brewers.

I andet quarter udbyggede Brewers føringen til en halvlegsstilling på 6 – 44. Som stillingen viser, fik Brewers godt gang i scoringen. Brewers forsvarshold stod rigtig godt på banen og afholdt Triangle Razorbacks fra at tilkæmpe sig ret mange yard. Vejle holdet havde dog et flot kastespil over mange yards, som gav dem holdets eneste scoring i hele kampen.
Ellers stod der Brewers angreb og flotte touchdown på programmet. Der blev scoret på både løb og flotte kast fra quarterback Christian Hjortdal til bl.a. Tobias Svane Madsen, Michael Sørensen og ja Marco Rysgaard.
Detaljen i andet quarter stod Nick Kristensen og Anders Jensen for, da de i forbindelse med et kick off fik fremtvunget, at kick off reciveren ved modtagelsen tabte (fumblede) bolden, og så fik Brewers spillerne sikret sig bolden på Triangle Razorbacks 12 yard linie, hvilket kort efter betød ny touchdown på Brewers angreb.

Efter halvlegen fortsatte Brewers det flotte og overlegne spil. Igen viste runningback Marco Rysgaard, at han, efter modtagelse af bolden, er en evig kilde til uro blandt modstandernes forsvar, ikke mindst takket være flotte og spektakulære tacklinger fra holdkammeraterne, som skaber de nødvendig huller, så der kan løbes mange yard og indimellem helt frem til modstanderens endzone og touchdown.
I tredje quarter scorede Brewers de nødvendige 14 point til en mercy sejr på 6 – 58 (Mercy reglen er at kampen fløjtes af, når et af holdene fører med mindst 50 point). De 14 point blev alle scoret på løb af Marco Rysgaard.

Efter sæsonens niende sejr i lige så mange kampe kan Brewers næste lørdag den 12. September kl. 1500 på hjemmebanen ved Østre Skole byde velkommen til sidste års DM vindere fra Viborg Bullets til den tiende og sidste kamp i regional rækkens grundspil. Det er allerede afgjort at Brewers har vundet grundspillet og derved retten til hjemmebane i DM slutspillet.

Kampfakta:
Stillingen undervejs: 1 quarter 0 – 12, 
2 quarter 6 – 44,
3 quarter 6 – 58.

Scoringer:
Marco Rysgaard: 6 touchdown og 2 x 2 ekstra point i alt 40 point
Tobias Svane Madsen: 1 touchdown og 1 x 2 ekstra point i alt 8 point
Michaels Sørensen: 1 touchdown og 1 x 2 ekstra point i alt 8 point.
Nick Kristensen: 1 x 2 ekstra point i alt 2 point.

Sponsorer:

SparThy.png

Netto

HGB-glas

J.K. Automater

Thisted Motor Compagni A/S

Tved-bo Furn

Bodyman.dk

© 2012 Thisted Brewers.    Alle rettigheder reserveret.