Wild card: Thisted Brewers VS Silkeborg Phoenix

09.17.2011

Wild card kampen blev endestationen for Brewers seniorhold.

 

Thisted Brewers seniorhold tog lørdag på hjemmebane imod Silkeborg Phoenix i slutspillets første kamp. Vinderen af kampen ville være klar til semifinale kampen næste weekend.

 

Silkeborg Phoenix var til slutspillet seedet som nr. 6, mens Thisted Brewers til slutspillet var seedet som nr. 3. Derfor havde Brewers fået hjemmebane til wild card kampen i denne sæsons slutspil mellem de 6 bedste hold i den landsdækkende danmarksserie.

 

Brewers kunne til kampen mønstre 21 spillere i startopstillingen, mens holdet fra Phoenix havde lidt flere klar til kampen.

Det blev en kamp, hvor vejret fik stor indflydelse på spillet. Phoenix startede kampen i boldbesiddelse, men det lykkedes Brewers forsvar at fremtvinge en fumble, hvorefter en Brewers spiller var hurtig over bolden, som herefter var i Brewers besiddelse.

 

Allerede på kampens første angrebsserie lykkedes det Brewers at kæmpe sig frem tæt på Phoenix endzone, og på et kort løb lykkedes det Timmi Rysgaard at føre bolden ind i endzone til, skulle det vise sig, Brewers eneste toucdown scoring i hele kampen. Det lykkedes herefter for Michael Sørensen at score på ekstra point forsøget, så Brewers kort ind i kampen førte med 8 – 0.

Glæden blandt de ca. 75 fremmødte Brewers supportere var dog kortvarig, for på det efterfølgende angreb lykkedes det for Phoenix at score både touchdown og ekstra point, så de fik udlignet til 8 – 8.

 

Herefter blev kampen afbrudt af dommerne, idet et tordenvejr med lyn fandt vej til området. Kampen var afbrudt i ca. 25 minutter, hvor spillerne søgte ly i omklædningsrummene for det voldsomme regnskyl som fulgte med tordenvejret.

 

Da kampen blev genoptaget og frem til dommernes slutfløjt stod der Silkeborg Phoenix på alle kampens facetter. På den regnvåde bane stod de tunge liniemænd fra Silkeborg bedst fast, og Brewers spillerne havde meget svært ved at håndterer den regnvåde og glatte bold, hvilket betød, at man alt for ofte mistede bolden når man skulle have gang i en angrebsserie.

 

Silkeborg udbyggede i 2. quarter føringen til 22 – 8, og selvom der blev talt med store bogstaver til Brewers spillerne i halvlegen lykkedes det ikke headcoach Mikael Sørensen at ændre på Brewers spillernes indsats i 3. og 4. quarter. Det skal dog til Brewers spillernes ros indskydes, at man på intet tidspunkt gav op, men i stedet kæmpede en brav kamp for at få spillet til at lykkedes.

Alt gik dog, set med Brewers øjne, desværre Silkeborg Phoenix vej.

Og derfor endte kampen med en sikker Phoenix sejr på 52 – 8.

 

Phoenix er nu klar til semifinalen, mens Brewers må konstaterer, at wild card kampen i danmarksseriens slutspil blev endestationen i denne sæson.

 

I Brewers havde man naturligvis sat næsen op efter at kunne gentage sidste sæsons sejr i Elming Bowl, men på dagen i lørdags, mødte man bare et bedre hold. Brewers kan dog se tilbage på en sæson som bød på 9 sejre og kun et enkelt nederlag. Et resultat som gav førstepladsen i grundspillet i gruppe nord, hvilket betød, at man opnåede sæsonens mål ved at komme i slutspillet.

 

Kampfakta:

Stillingen undervejs: 1. quarter (8 – 8), 2. quarter (8 – 22), 3. quarter (8 – 30) 4. quarter og slutstilling (8 – 52).

 

Scoringer:

Timmi Rysgaard 1 touchdown, i alt 6 point

Michael Sørensen 1 x 2 ekstra point, i alt 2 point.

 

 

 

I Brewers ser vi nu frem mod lørdag den 1. oktober, hvor klubbens U-16 hold skal spille bowl kamp mod Roskilde Kings. Bowlkampen spilles i Herning, som en del af et arrangement, hvor der afvikles 3 bowlkampe for henholdsvis U-16 RR (7 mands) U-16 DS (Kings VS Brewers i 9-mands) og U-19 DS (9-mands).

 

 

 

Sponsorer:

SparThy.png

Netto

HGB-glas

J.K. Automater

Thisted Motor Compagni A/S

Tved-bo Furn

Bodyman.dk

© 2012 Thisted Brewers.    Alle rettigheder reserveret.